Grovkiks

Gode til kaffe og te, eller enhver lejlighed hvor man er småsulten men prøver
at undgå slik og kager.

3 bageplader – godt 500 g dej pr. plade

  • 450 g vand
  • 75 g olivenolie
  • 75 g blødgjort smør
  • 300 g diverse frø/kerner, fx birkes, sesamfrø, græskarkerner (hakkede),
    hørfrø (gerne delvis knust), solsikkekerner, havregryn, grovvalset havre
    eller rug (rugflager)
  • 200 g rugmel
  • 300 g fintmalet fuldkornshvedemel / grahamsmel
  • 150 g durummel
  • 15 g salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk bagepulver
  1. Bland alle ingredienser godt i røremaskinen og lad dejen hvile koldt en
    times tid.
  2. Smør bagepladerne og drys lidt durummel over. Del dejen i fx 6 dele, som
    med lidt hjælp fra strømel rulles ud hver for sig og udstikkes i firkanter
    på fx 6×8 cm, ca. 3 mm tykke. Flyt dem på bagepladerne med en spartel og
    prik dem med en gaffel.
  3. Man kan bage dem alle i ovnen på samme tid med varmluft, men det er
    vanskeligt at styre fordi de fleste ovne bager ujævnt og nogle områder
    derfor nemt bliver alt for bagte (brune). Hold øje!
  4. Brus kiksene over med en vandforstøver lige inden bagning. Start med at
    sætte dem i ovnen ved ca. 200° og skru ned til 175° efter 8 min. Vend
    pladerne en gang hvis ovnen bager det inderste for meget – og flyt evt.
    pladerne rundt i højden.
  5. Ved bagning uden varmluft skal der kun være en enkelt plade i ovnen af
    gangen. Start med 225° og skru ned til 200° efter 8 min.
  6. Når kiksene efter i alt 12-15 minutters bagetid begynder at skifte farve
    til gylden-lysebrun i kanterne, tages de ud af ovnen for at dampe af. Hvis
    de efter nogle minutters luftning og afkøling stadig er bløde, skal de
    eftertørres i ovnen mens den stadig er varm (men slukket). Når de tages ud
    igen skal de være helt faste og sprøde efter 5 minutters afkøling, ellers
    endnu en gang eftertørring.
  7. Pakkes i tætsluttende kagedåser når de er helt tørre.

Bagningen er det kritiske punkt når man laver kiks (og alt andet fladt
bagværk), for det er ganske få minutter der afgør forskellen mellem succes og
fiasko. Hvis dejen er udrullet for tyndt eller i varierende tykkelser skal man
passe særligt på. Brug en lommelygte til at lyse ind i ovnen under bagningen,
især ved varmluftbagning hvor ovnens lys ikke kan oplyse alle plader.