Løgtærte

En sikker succes både til frokost, buffet, madpakke, skovtur – eller middag, hvor der serveres en eller eller flere andre, mindre retter. Portionen er til ca. 6 deltagere, 1 stor eller 2 mindre tærter.

Mørdej til tærtebund:
200 g hvidt hvedemel
90 g koldt smør
2 g salt
1 stort æg

1 kg løg netto
25 g smør
6 g salt
Friskstødt peber

3 æg
100 g ymer el. lign, gerne crème fraîche
2 tsk majsstivelse
75 g revet ost, f.eks. en mild samsø, cheddar eller gouda

Mørdej: Hak eller smuldr smørret ind i melet til det ligner revet parmesan -nemt i hurtighakker. Tilsæt ægget og kør/ælt til dejen er samlet. Tilsæt en smule koldt vand hvis blandingen er for tør og dejen ikke samler sig. Form den til en klump med hænderne og lad den gerne hvile køligt en halv times tid, – kan dog sagtens bruges med det samme.
Løg: Løgene pilles og snittes. Smelt smørret i en stor gryde og sautér løgene blidt. Tilsæt salt og peber. Lad dem dampe ca. 5 minutter under omrøring af og til for at løgene ikke skal brune. Læg låget på og lad dem få 10-15 minutter for svageste blus. Rør stadig engang imellem. Tag låget af og lad evt. væde dampe væk. – I hjemmeavlede løg er tørstofindholdet ofte højt – i så fald bliver løgstuvningen ikke vandet. Det kan endda være nødvendigt at tilsætte et par spsk vand.
Tag gryden af blusset. Pisk crème fraiche, æg og majsstivelse sammen i en skål og rør det i løgstuvningen. Til sidst røres osten i.
Rul mørdejen tyndt ud og læg den i en smørsmurt, melbestrøet tærteform, gerne af porcelæn eller stentøj, og ret stor – f.eks. 22x34cm. Eller del dejen i 2 og lav to mindre tærter. Kom løgfyldet i. Bages nederst i ovnen en god halv time ved ca. 215°. Når dejen opad formen begynder at være lysebrun, vil tærten nok være færdig.
Bemærk: Hvis formen stilles på en plade allernederst i ovnen, vil bunden blive tilpas bagt og ikke klæg – derfor unødvendigt at forbage uden fyld.
Løgtærten skal helst stå og svale af mindst et kvarter før den serveres. En rest kan sagtens gemmes – og følgelig kan man bage den dagen før og lune den i ovnen når den skal bruges. Kan selvfølgelig spises kold, også, men er klart bedst midt imellem kold og varm.