En kage man laver igen og igen. Grundlæggende sandkage, men syrligheden fra appelsiner og citroner gør den mere frisk, og den flydende ‘glasur’ trænger ned i kagen og gør den mere saftig. Lav hellere en dobbelt portion, for den går hurtigt. En ekstra kan også fryses til senere brug.
200 g smør
150 g sukker
3 æg
1,5 tsk bagepulver
190 g mel
1 dl appelsinsaft
1/4 dl citronsaft
Revet skal af 1 appelsin (øko/ubehandlet)
Glasur røres sammen af:
3 spsk appelsinsaft
1 spsk citronsaft
Revet skal af 1 appelsin (øko/ubehandlet)
65 g florsukker
Evt. 1 spsk kirsch (frugtbrændevin) eller armagnac
Dejen kan laves enten i røreskål (manuelt eller røremaskine) eller i en food processor. Samtidig med tilberedningen tændes ovnen og stilles på 175 gr.
1. Røreskål: Lad smørret blive blødt ved stuetemperatur. Rør smør, sukker og 2 spsk af appelsinsaften (fra den ene dl) godt og grundigt. Rør de 3 æg i et af gangen så dejen er jævn efter hvert æg. Sigt mel og bagepulver gennem en fin sigte. Rør det i dejen. Bland resten af appelsinsaften, citronsaft og revet appelsinskal i.
2. Food processor: Koldt smør skæres i mindre stykker og kommes i food processoren sammen med sukker, æg og 2 spsk af appelsinsaften. Kør på højeste hastighed til det bliver en jævn, blød og skummende pomade. Sigt mel og bagepulver gennem en fin sigte; kør nogle omdrejninger til det er blandet i. Tilsæt resten af appelsinsaften, citronsaft og revet appelsinskal og kør netop så kort tid at dejen er blandet godt.
Bagning
Smør en bageform med smør, drys durummel over, ryst overskydende mel af. Kom dejen i og bred den jævnt ud. Bages midt i ovnen ved 175 gr. de første 15 minutter, derefter ved 150 gr. yderligere 10-15 minutter – den samlede bagetid afhænger af formen og kagens tykkelse. Prøv med en nål eller strikkepind, der må ikke hænge dej ved.
Når kagen er bagt, tages den ud og hviler ca. 5-10 minutter, hvorefter glasuren hældes over så hele overfladen dækkes nogenlunde lige meget.
Kagen kan serveres så snart den er kølet af, men er bedre efter nogle timer eller dagen efter. Holder sig fint flere dage afkølet.