Far breton

Nej, “far” er fransk og har ikke noget med far (fader) på dansk at gøre, men er (var) en grød af hvede eller spelt, jf. latin farro (emmer, spelt), fransk farine (mel). Og “breton” betyder at det er en egnsret fra Bretagne.
Dejen laves som en pandekagedej, der hældes i en tærteform, og når den er bagt i ovnen, ligner det en tyk kagecreme. Denne kagetype er udbredt i Frankrig, hvor den bl.a. er populær med friske kirsebær, kaldet clafoutis, eller uden indbagt frugt, kaldet flan à la parisienne (som dog undertiden bages med en tærtebund under pandekagedejen).
I en rigtig far breton er der svesker og/eller store malaga-rosiner, som evt. har trukket i rom. Og rom skal der i, men ikke rosiner – det bliver for sødt. I opskriften her er der også noget mindre mel og sukker end sædvanligt.

4 æg
125 g mel
90 g sukker
Evt. 1/2 tsk vaniljesukker
1 god knsp salt (max 1 g)
800 g sødmælk
Ca. 150 g svesker uden sten
3 spsk rom

Sveskerne: De fleste svesker er nu om dage rehydreret, dvs. efter fuld nedtørring delvis udblødt inden pakning. Fjern stenene og skær hver sveske i f.eks. 4 stykker. Læg dem i en skål og hæld rom over. Lad det trække mens dejen tilberedes.
– Bruges gammeldags tørrede svesker, skal de sættes til udblødning i vand dagen før. Brug kun så lidt vand at sveskerne stort set kan opsuge det hele. Dæk skålen tæt til.
Kom alle ingredienserne undtagen mælk og svesker op i en skål. Rør dejen til den er blank og fri for klumper med en almindelig grydeske af træ. Rør mælken i lidt efter lidt og fortsæt med et piskeris til småklumper og sukker er opløst. Brug evt. en stavblender i stedet. Dejen er meget flydende, og første gang, man laver kagen, falder det svært at tro, den nogensinde størkner.
Smør en tilpas stor tærte- eller lasagneform med smør (eller 2 mindre), drys lidt durummel over og hæld dejen i. En dybde på omkring 2,5-3 cm er passende. Hvis fadet er lille og dejen kommer til at stå højt, kan bunden nå blive en smule læderagtig pga længere bagetid.
Fordel til sidst sveskestykker og rom henover dejen så sveskerne ligger nogenlunde spredt på bunden af formen.
Sæt fadet midt ovnen og bag ved 190° i ca. 40 minutter. Bagetiden varierer alt efter formens materiale og kagens højde. Dejen skal være størknet men stadig blød, og overfladen gylden. Sæt evt. en en bageplade ind øverst i ovnen mod slutningen hvis kagen begynder at brune.
Den skal helst lige stå en times tid og svale af inden servering. Hvis den (også) skal bruges næste dag, er det bedst bare at lade den stå i køkkenet. Derudover skal den opbevares i køleskab.