En kålsalat som smager lidt i retning af surkål, men mildere, sprødere – og hurtigere at fremstille.
Ca. 400 g spidskål eller hvidkål
Ca. 100 g rodselleri
1 porre
1 gulerod
1/2 løg
2 fed hvidløg
– ca. 750 g grøntsager i alt; andre end de nævnte kan bruges, men hvidkål bør være dominerende
20 g salt
250 g vand
Lage (dressing):
75 g vineddike, gerne sherry- eller hvidvinseddike
150 g vand
1 spsk sukker
Snit eller riv grøntsagerne i julienne eller finere, nemmest med mandolin eller råkostsnitter. Mas og hak hvidløgene fint. Kom det op i en gryde af rustfri stål og bland salt i. Stamp med en kartoffelmoser for at massere grøntsagerne.
Hæld frisk koldt vand over (de 250 g), rør rundt og stamp igen for at de ligger så kompakt som muligt.
Læg en tallerken over der så vidt muligt passer til det indvendige af gryden. Læg lå på og stil gryden ved stuetemperatur til næste dag.
Sigt lagen fra og afvrid grøntsagerne for ekstra væde. Denne lage, ca. 3-4 dl, kasseres.
Kom grøntsagerne op i ét stort eller 2 mindre glas.
Kog ingredienserne til lagen og hæld den kogende over. Skru låget på.
Kan spises med det samme, men bedst efter et par dage. Holder sig mindst 1 uge i køleskab.
Når man serverer salaten, kan lagen sigtes fra. God som selvstændig ret eller sammen med f.eks. brød og æg. Velegnet i en salatbar og frokostbuffet. Kan også friske op til visse middagsretter, f.eks. med ris eller kartofler.
Sukker i salat?
– deler vandene, – og jeg er selvfølgelig på den politisk korrekte side. Men lige her må salaten gerne gå i retning af pickles. Syren dæmpes og grøntsagerne løftes op i smag med en lille sødme. Men det står enhver frit for at udelade sukker. Eller bruge mere, for den sags skyld.
Selvfølgelig kan man bruge krydderier og krydderurter – f.eks. kommen, lidt sennepsfrø, dild el. knuste dildfrø. Men hvis man har løg, hvidløg og andre grøntsager i retten end lige kål, vil jeg gerne kunne smage dem som de er og foretrækker at lade være.