Kartoffelsuppe

Måske ikke lige hedebondens kartoffelsuppe, men stadig en beskeden ret, der ikke desto mindre kan nydes. Og i dag, bare fordi man nemt kan gøre det, med moderne maskineri, synes jeg ikke man skal purere den til baby-food.

40 g smør
2 porrer eller store løg
1, 2 eller flere fed hvidløg
400 g kartofler
1-2 stilke bladselleri eller grønt fra knoldselleri
1 liter vand, evt. fond hvis du har (og smagen ikke er for aparte til retten)
Salt, peber, timian, revet muskatnød
4 æggeblommer
1 dl fløde

Gør grøntsagerne i stand. Skyl porrerne godt for jord og snit i skiver. Der må gerne være en del af det grønne foroven tilbage, men hak denne del finere. Hak og mas hvidløget. Skær kartoflerne i tern – skræl dem forinden hvis de har sejt skind. Hak selleri fint.
Smelt smørret i gryden og kom alle grøntsager og krydderier i, lad det varme op nogle minutter under omrøring, skal ikke brune. Tilsæt vand, salt og peber efter smag (bruges fond, kan den indeholde salt nok), kog op og lad det simre ca. 20 minutter.
Pisk æggeblommer og fløde sammen. Rør det i mens suppen stadig er næsten kogende, tag derefter gryden af blusset. Smag til med salt en sidste gang.

Man behøver ikke servere noget til, men brød og ost vil da være dejligt og får suppen til at nærme sig en middagsret. Evt. kan man undlade brød og bruge revet ost til drys.