Kagecreme

Bemærk: En tilsvarende creme, blot mindre tyk, bruges typisk til desserter, se: Vaniljecreme til dessert:  

Nem at lave og meget lækker til brug som kage- og tærtefyld, f.eks. lagkage, fastelavnsboller, kringler og morgenkager, vandbakkelser, napoleonskager etc. Kan også bruges til budding med frugt. 

400 g sødmælk
33 g majsstivelse
53 g sukker
4 æggeblommer
1 tsk vaniljesukker eller 1 vaniljestang
1 knsp salt
1 knsp citronsyre

300 g af mælken sættes over blusset på mellem varme.

Med vaniljestang: Vaniljebælgen flækkes, kornene skrabes ud og både stang og vaniljekorn kommes i mælken. Lad mælken simre lige omkring kogepunktet nogle minutter, bedst over 10 min. for at trække aroma ud af vanillestangen. Tag derefter vaniljebælgen op.

Jævning: Resten af mælken (100 g) piskes først sammen med majsstivelse, derefter sukker, æggeblommer og vaniljeukker.

Hæld den kogende mælk over i jævningen under konstant piskning med piskeris. Kom derefter det hele tilbage i gryden og varm op, stadig under piskning, til cremen tykner. Sluk for blusset, men lad gryden stå et halvt minuts tid under fortsat piskning så cremen ikke bobler ud over komfuret eller brænder på.

Smag cremen til med en anelse salt og citronsyre, evt. mere sukker – alt efter hvad den skal bruges til. Herefter stilles gryden til afkøling. Rør gerne rundt nogle gange undervejs.

Cremen kan suppleres med andre tilsætninger, afhængig af den kage, som den skal bruges til, f.eks. lidt stærk kaffe eller mørk chokolade (røres i den varme creme til sidst; bruges kakao skal det blandes med sukkeret og piskes sammen med jævningen), fintrevet appelsinskal (koges i mælken og sies fra før cremen jævnes.) Kan også smages til med appelsinlikør eller rom.

Vanilje
Tidligere brugte jeg altid vaniljestænger, men de er eksploderet i pris – så meget at man må spørge, om det er pengene værd hvis cremen indgår i kager og desserter med frugt, chokolade eller andre smagsmæssigt mere dominerende ingredienser. Her kan man næppe smage forskel.

Justering af sødme og fasthed
Mængden af sukker kan justeres alt efter hvordan cremen bruges og hvor søde, andre ingredienser i kagen er. Opskriften her indeholder ca. halvt så meget sukker som typisk. Øg sukkermængden hvis det passer bedre til resten af kagen.
Mængden af majsstivelse kan justeres efter hvor blød eller fast en creme der er brug for. Men normalt skal en kagecreme være så tyk at den ikke flyder ud eller gennemvæder lagkagebundene eller andet bagværk, den bruges sammen med. Opskriften her er lidt blødere end typisk, så tilsæt evt. ekstra 5-10 g majsstivelse eller (bedre) 1-2 ekstra æggeblommer hvis cremen ønskes mere fast. Regn med at 1 æggeblomme stiver svarende til ca. 4,5 g majsstivelse.

Her er en oversigt over mængder hvis der skal bruges mere eller mindre creme:  

Antal æggeblommer3456
Mælk g300400500600
Sukker g40536780
Majsstivelse g25334250